Ann Lind Andersen, mangeårig anmelder af film og serier med stort kendskab til branchen og de internationale tendenser, kan godt se, hvorfor det er nemt at være pessimistisk på LGBT+-repræsentationens vegne lige nu. Men hun øjner alligevel håb forude. Både tiden og Gen Z’s krav kommer til at skabe forandring, spår hun.
“Det er helt tydeligt, at GLAAD er ret pessimistiske, og jeg må også sige, at tallene viser, at det virkelig er gået ned ad bakke med repræsentationen de seneste tre år – alt er jo faldende. Der bliver angivet forskellige generelle grunde til, at det sker, men det er vigtigt at sige, at det ikke kun drejer sig om manglende vilje. For mig er det klart, at de vilkår, der er i branchen for tiden, også spiller ind,” forklarer Ann Lind Andersen, cand.mag. i æstetik og kultur med speciale i filmvidenskab og mangeårig film- og serieanmelder ved Berlingske, Go’morgen Danmark og senest What2Watch.
Og når det gælder vilkår, er det ét emne, der overskygger det meste andet: Nemlig økonomien:
“Det er hårde tider, både her i Danmark og i udlandet. Antallet er serier er faldet, og broadcasterne greenlighter færre produktioner. Problemet med at finde finansiering er det, alle i branchen taler om. Det er ikke en undskyldning eller en bortforklaring, men når det er svære tider økonomisk, så går man mere ‘safe’ og bliver mere påholdende. Det går desværre gennem hele landskabet – og det er ikke KUN LGBT+, der bliver ramt. Det bliver alle områder, hvor der er udfordringer med repræsentationen, fx også adgangen for nye ansigter. Hvis du som producent og i samarbejde med broadcasterne, som er dem med flest penge, skal lave en serie, skal du vide, at det sælger hos publikum – og så bliver du mere forsigtig med at caste ‘risikable’ ansigter og grupper.”
Men når vi har rundet branchens økonomiske smalkost, så er det ikke det eneste, der præger situationen her i Danmark, mener Ann Lind Andersen.
Privilegeret vanetænkning i branchen
For vi er også et meget gammeldags land. Det er måske ikke tilfældigt, at serier som ‘Matador’ og ‘Badehotellet’ hitter, som de gør.
“Man skønner, at 6,5 % af befolkningen er andet end ciskønnet og hetero, men så stor en andel af karakterer i film og serier er vi overhovedet ikke i nærheden af i de danske produktioner. Der er kommet nogle spændende film fra nye instruktører (‘Sauna’, ‘Glasskår’, ‘Se gennem Aske’), men i det etablerede miljø er vi langt, langt bagud i forhold til udlandet. Noget handler om, at presset for at indtænke repræsentation ikke er så stort som i fx USA, hvor befolkningsgrupperne er så store, at de har reel mulighed for at påvirke udviklingen. Hvis Danmark skal med, er det et historisk og kulturelt hangarskib, der skal vendes.”
Men vanetænkning – måske ligefrem magelighed – er også en del af ligningen, vurderer Ann Lind Andersen:
“Jeg hører tit den der med ‘vi kan jo ikke køre fx brun repræsentation, hvis ikke er der talenter nok’, hvilket måske ofte betyder, at de ikke er lige til at plukke i Skuespillerhåndbogen, og at man derfor selv skal opdyrke en skuespiller uden erfaring. Og den der gammeldags og bagudskuende tankegang er desværre dominerende. Der er en tendens til, at dem der bestemmer i dansk film og serier, er hvide, tilhører den kreative klasse og bor i visse bydele, og de har altså nogle blind spots, der gør at de ikke ser vigtigheden af en bedre repræsentation eller endnu værre – er med til at skabe en modstand mod det.”
Modstand mod at blive ‘netflixagtig’
Så selv om anti-wokebevægelsen på ingen måde fylder så meget i gadebilledet, som det gør i fx USA og andre, mere konservative lande, så eksisterer tankegangen også herhjemme, fortæller Ann Lind Andersen:
“Der er også anti-woke i Danmark, og det er også en tilstedeværende bevægelse i branchen. Det kan godt være, det ikke bliver sagt ret højt, men jeg hører visse danske branchefolk sige, at de er pissetrætte af det, de kalder woke, og bander det langt væk. Og der er også en ret stor modstand mod at blive for ‘netflixagtig’, som de kalder det, hvor man i forhold til historien godt kan fornemme, at visse grupperinger er med, fordi de skal være repræsenteret.”
Ann Lind Andersen kan godt se, at der kan være en pointe i forhold til, om at repræsentation kan få aspekter af historien til at fremstå forcerede eller påtagede, men som hun siger om Netflix’ krav til repræsentation:
“Det virker! Vi bliver vant til både at se og høre visse karakterer. Det udvider din horisont og gør den ubevidst bredere. Til sidst ser du den brede repræsentant som naturlig – og det er jo der, vi skal hen. Men det kræver altså, at vi skal igennem nogle faser, hvor det kan føles påtvunget.”
Heldigvis er der et generationsskifte på vej, og det spår Ann Lind Andersen får en kæmpe betydning for repræsentationen inden for både film og serier. Man kan allerede ane konturerne af det, fortæller hun.
Forandring med et Z
“Jeg er med på, at det kan lyde enormt sort for fremtiden, men når jeg kigger på det, der sker lige nu – så er jeg en positiv sjæl, og jeg tror på, at der sker nogle ting.”
“I år er antallet af spillefilm, der handler om homoseksualitet ret højt – bare det at en film som ‘Pillion’ har stor succes. En kinky og nichet lovestory om læderbikere og BDSM-miljøet, der på papiret virker fuldstændig vanvittig. Men også ‘The History of Sound’, ‘Leviticus’ og flere andre, gør det godt. Og taler vi om serier, så er ‘Heated Rivalry’, ‘Heartstopper’ og ‘Red, White and Royal Blue’ publikumsbaskere med kæmpe streamingtal.”
“Det virkelig interessante er, at filmene er lavet af nye, unge instruktører fra Generation Z. De kommer med helt nye stemmer og fortællinger end det, vi er vant til. Især har de rigtig mange repræsentationshistorier med; vi kan se, at de har tendens og vilje til at fortælle nogle andre typer historier. Der er virkelig noget på vej i vækstlaget, og det giver mig håb i forhold til, hvad der kan ske om få år. De kolde fakta er, at Gen Z er ved at vokse sig til den største biografpublikumsgruppe, så hvis man vil blive ved med at være relevant i forhold til dem, skal man fortælle de her typer historier.”
“I Danmark har vi jo forskellige støtteordninger; New Danish Screen skal støtte det progressive, mens Filminstituttet skal støtte det mere sikre, der kan hente penge hjem. Men ideelt set burde instituttet, med den her unikke støtteordning, være dem, der virkelig støtter det progressive, det nye, det kunstneriske. Jeg ved, det er ambitionen hos konsulenterne, men de skal også stå til ansvar for rentabiliteten. Så på den måde er det en kamp mellem det kunstneriske og det kreative på den ene side og rentabiliteten på den anden. Men som sagt, jeg tror virkelig på generationsskiftet – vi kommer til at se de kommende år, at Gen Z forlanger nogle helt andre historier, end vi er vant til,” lyder det forhåbningsfuldt fra Ann Lind Andersen.
