Er en okay aftale bedre end ingen aftale, når det gælder AI inden for kunst og kultur? Det mener både vi og vores svenske søsterforbund, fordi det betyder, at vi sidder med ved bordet. Men på det seneste FIA-møde var der debat om, hvorvidt det er bedre at sige nej. Benjamin Boe forklarer situationen.
Mens jeg skriver disse linjer, er nogle af os fra forbundet til Folkemødet på Bornholm, hvor vi afholder flere debatter, som jeg glæder mig rigtigt meget til at opleve. Et af vores arrangementer handler om AI. Her skal en DJ og komponist bruge kunstig intelligens til at komponere et nummer live foran publikum, mens en rettighedsekspert skal vurdere, om og hvornår værket overhovedet kan siges at være originalt. Det bliver sikkert både sjovt og skræmmende at være vidne til.
AI var selvfølgelig også højt på dagsordenen, da vi i forrige uge deltog i FIA’s internationale konference. Her mødes skuespillerorganisationer fra hele verden og sammenligner aktuelle debatter, problemer og mulige løsninger – og ikke overraskende er AI en allestedsnærværende udfordring for os kunstnerforbund. Heldigvis kunne vi præsentere nogle af de aftaler, vi i DSF har indgået for at sikre jer medlemmer betaling, når producenterne trækker AI med ind i arbejdet.
Vi fortalte blandt andet om vores aftale med Storytel, der sætter nogle klare grænser for lydbogsforlagets brug af jeres klonede stemmer på deres stemmeskifter. Vi kunne også berette om en ny aftale med DR om en AI-avatar, der er baseret på et af vores medlemmer. Avataren var vært ved en række koncerter og er efterfølgende blevet brugt online.
Og hos vores kolleger i Sverige har de lavet en aftale med Netflix, der giver mulighed for AI-modificerede mundbevægelser i forbindelse med dubbing til andre sprog.
–Benjamin Boe
Aftalerne vakte stor interesse hos de andre forbund, men jeg skal være ærlig og sige, at det ikke er alle, der synes, de er en god ide. Jeg fornemmer, at nogle af vores internationale kolleger betragter det som at invitere fjenden indenfor, men i mine øjne er aftalerne udtryk for rettidig omhu.
Jeg er helt med på, at det grundlæggende handler om retten til vores eget udtryk. Det skal være dig, der bestemmer over, hvad din stemme og dit ansigt bliver brugt til. Men den sikkerhed er nu engang noget, vi opnår gennem kontrakter og klausuler – her er et robothåndtryk eller et harmdirrende debatindlæg ikke nok.
Så i stedet for at sige nej til den nye teknologi, tager vi medejerskab over udviklingen og spørger, hvordan vi kan blive en del af fremtiden. Det gør vi, fordi det er nødvendigt, at vi er med, hvor og når fundamentet til fremtidens lovgivning bliver støbt.
Jeg skal være den første til at indrømme, at ikke alle AI-aftaler bliver perfekte i første forhandlingshug; nogle af dem har huller. Men det er et vigtigt første skridt, og så må vi bygge videre på de aftaler, efterhånden som teknologien udvikler sig og nye løsninger opstår.
Det var derfor særligt rart at møde vores svenske kolleger på FIA-konferencen, der møder udviklingen med præcis den samme tilgang: Vi skal ind i maskinrummet. Ikke som skeptikere, der bremser, men som seriøse og troværdige forhandlingspartnere, der sidder med ved bordet, mens reglerne bliver skrevet. Fordi vi ved, hvad vi taler om – og kommer med de løsningsmodeller, vores medlemmer har brug for.
Alternativet er, at vi helt mister muligheden for at præge den virkelighed, der uundgåeligt rammer os. Og så risikerer vi at ende som tilskuere til det, der engang var vores egen branche.
