Benjamin Boe om mentorordningen: Du er ikke alene…

Af Benjamin Boe | 30. april 2026

Når alt er nyt, kan det være nemt at fare vild. Det ved vi gamle rotter. Og derfor lancerer skuespillerforbundet i denne uge et nyt mentorprogram, skriver Benjamin om forbundets nye mentorordning.

Jeg vil gerne begynde med ensomheden. For på en måde er ensomhed en del af dna’et i vores branche og i det at leve et halvt eller et helt arbejdsliv som freelancer. For det kan godt være, at vi har en tilknytning til hinanden via faget og de fællesskaber, der opstår på en produktion, men de færreste af os oplever at have en tilknytning til en arbejdsplads over flere år. Sådan et arbejdsliv giver friheder og muligheder – men det giver også en iboende ensomhed.

Det er derfor, jeg ofte tuder de her nyhedsmails fuld af ord som sammenhold, solidaritet og klubhus; for forbundet skal allerhelst fungere som det sted, du har tilknytning til gennem hele karrieren. Fra de første spæde skridt som ny i kulturtrafikken over alle de gange, du skal videre fra én produktion til en anden og til den dag, du takker af og får den sidste buket på scenen. Det er heldigvis også den rolle, jeg fornemmer, DSF har for de fleste af jer – jeg oplever hver dag glæden og stoltheden hos jer over at være med i vores lille, men stærke forbund.

Én ting har dog manglet. Og det er også derfor, jeg skriver om ensomheden og fællesskabet. For vi ved, at alle jer, der lige er landet i faget og forbundet – uanset om du kommer lige fra din uddannelse, er flyttet hertil fra udlandet eller bare endnu ikke har fundet dig helt til rette og bygget et netværk op i branchen – har ekstra brug for både fællesskab og en hjælpende hånd. Når alt er nyt, kan det være nemt at fare vild. Det ved vi gamle rotter. Og derfor lancerer skuespillerforbundet i denne uge et nyt mentorprogram.

“Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor fedt det ville have været, hvis der havde eksisteret sådan noget her, da jeg for 30 år siden var landet i København efter at have sagt farvel til den trygge boble på skolen i Odense.”

–Benjamin Boe

Initiativet kommer fra Ligebehandlingsudvalget, og jeg er så stolt over det, de har fået skruet sammen. Der er tænkt over tingene, og det er både dygtige og rutinerede folk, der stiller op som mentorer og deler ud af det vigtigste, de har: Nemlig deres tid.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor fedt det ville have været, hvis der havde eksisteret sådan noget her, da jeg for 30 år siden var landet i København efter at have sagt farvel til den trygge boble på skolen i Odense. Det var dæleme skræmmende at stå der og se alle de fantastiske film- og teaterplakater; jeg følte mig helt ærligt som den lille pige med svovlstikkerne, som alle hastede forbi uden at se. Heldigvis havde jeg en god ven, som hjalp mig med at tage et ‘røntgenbillede’ af branchen og viste mig de forskellige muligheder og veje, der var for mig. Det gav mig et tiltrængt overblik – og overskud – til at trække næsen væk fra glasruden og brage ind ad døren til mit arbejdsliv.

Og det er præcis det, en god mentor kan, og det som vi nu sætter i system med mentorprogrammet – fordi det ikke er alle, der er så heldige at have den ven, som jeg havde. Med en mentor får du et både professionelt og personligt fællesskab og nogle erfaringer at læne dig op ad. Ikke for at få et job, men fx for at finde ud af, hvordan du griber en udfordring, hvordan du netværker, eller hvordan du kommer i gang med en ny facet af dit fag. Alt det, der kan være svært at kaste sig over på egen hånd, og hvor du kan lære af dem, der har gjort det før dig og har lyst til at inspirere og vejlede på vejen.

Den her ordning lever og dør på, om I vil den. Både at vi bliver ved med at kunne finde gavmilde medlemmer, der vil give den et skud som mentor, og at I nye ansigter tør række ud og bede om hjælp. For der er ingen tvivl om, at den der ensomhed, jeg skrev om i starten, også kan være med til at gøre det svært at sige, når tingene ikke går så godt. Vi vil meget gerne være en succes, når vi møder hinanden, men altså – det er der jo ingen, der lærer af. Vi lærer til gengæld af at fortælle om fx at være på dagpenge eller ikke at kunne finde ud af at netværke og af at dele de løsninger, der virkede for os. Den erfaring og viden er guld værd for dem, der ikke har prøvet det endnu, og jeg tror virkelig på, at når vi løfter hinanden, løfter vi hele vores fag. Derfor er jeg supertaknemmelig for de kolleger, der har meldt sig som mentorer. Tak for jer.

Måske ringer jeg selv, når jeg om et års tid skal videre fra forpersonskontoret…