‘Alle er her’, var det, de fleste sagde om DSF’s dansestormøde fredag 25. september. For alle var virkelig i det store lokale hos Klub; dansere, koreografer, producenter, fonde, fagforbund og politikere. Det lover godt for det fremtidige arbejde på området, for nu har vi et fælles udgangspunkt for at skabe den forandring i livs- og arbejdsvilkår, der er nødvendig.
Der var krammere. Der var gensyn. Der var introduktioner til nye ansigter. Dansestormødet fredag 25. september hos Klub i København blev præcis den katalysator, som Dansk Skuespillerforbund havde håbet på, da invitationerne blev sendt ud.
Flere end 100 stemmer fra dansk dans var mødt op for at tale om det, der ikke er en hemmelighed: At dansk dans er presset, og at der skal ske noget, hvis vi skal redde fagets fremtidsmuligheder.
Styrker og udfordringer i dansk dans
Danseren Nikoline Due lagde ud med at danse scenen op i et uddrag fra duetten ‘Riders’ og mindede os på smukkeste vis om det, som eftermiddagen handlede om – nemlig nogle afsindigt dygtige mennesker i et vigtigt fag.
Dernæst gik Hans-Peter Degn, Centerleder i Center for Kulturevaluering ved Aarhus Universitet, på og fortalte om de aspekter, der var blevet meget tydelige i den rapport, som han og hans kolleger har lavet for Augustinus Fonden om netop dansernes arbejdsvilkår i Danmark.
Dansens styrker:
· Kunstnerne ser en positiv kunstnerisk udvikling, som kobler sig til den kulturelle udvikling.
· Der er en stor vilje til at nå bredere ud.
· Samtidsdansen står samlet og arbejder strategisk for bedre rammer.
Men der er væsentlige udfordringer:
· Samtidsdansens institutionsstruktur er svag og centreret omkring København (og Aarhus).
· Store dele af dansen produceres i det frie felt, hvilket bidrager til et produktionsmønster med små produktioner, der spiller i relativt kort tid.
· Der efterlyses bedre rammer for et bæredygtigt arbejdsliv. Store dele af arbejdsprocessen aflønnes ikke. Indtjeningen er lav, og der er få karriereveje.
Der var levende debat om dans og branchens vilkår hele dagen.
Dansenet Denmark – en ny vej
Helt bevidst var der fra forbundets side stort fokus på at præsentere inspiration og løsningsmuligheder fra projekter og samarbejder, der er lykkedes på både den kunstneriske og den kommercielle side. Flere aktører var derfor inviteret for at fortælle om ide, proces og vilkår.
En af dem var Eva Steen Nordhagen, aktivitetschef og medlem af ledelsen i Dansehallerne. Hun præsenterede en grundig undersøgelse af det, dansen i Danmark mangler, og hvilke mulige løsninger der kan gøre en mærkbar forskel.
Den ringe infrastruktur inden for dans betyder, at der mangler udviklingsmuligheder, producenter, medproducenter og scener – hvilket igen betyder, at der er for få forestillinger og for få publikummer, og dermed ringere jobmuligheder for danserne.
Derudover kommer turneerne ofte ‘for sent’. Turnénetværk Danmark fokuserer primært på allerede opførte forestillinger, men de kommer op til to år efter premieren – hvor kunstnerne er videre til næste projekt, og det derfor bliver både dyrt og besværligt at samle holdet igen.
Fællesproduktioner og tidlig forpligtelse
Som løsningsforslag præsenterede Eva Steen Nordhagen Dansenet Denmark – en international model for fællesproduktioner, adapteret til danske vilkår. Princippet er ‘tidlig forpligtelse, fælles opsætning’, der skal resultere i flere samarbejder, mere synergi og større bæredygtighed. Ifølge Nordhagen vil en model som Dansenet Denmark give: Stærkere fundraising, turneer som en del af produktionsbudgettet, flere ressourcer og ekspertise til kunstnerne, dybere relation mellem kunstner og institutioner, mere bæredygtige turneer og flere publikummer vil kunne få adgang til dansen.
Amalie Stitz Berwald viste et uddrag fra forestillingen ‘Echoes – grounds we share’.
Teatrene skal prioritere dansen
Også Eva Præstiin præsenterede en mulig løsning i form af tætte samarbejder: Som tidligere direktør på Betty Nansen lancerede hun sammen med My Grönholdt, kunstnerisk leder og koreograf af dansekompagniet MYKA, ‘Hyper Coral’, en danseforestilling for babyer og deres voksne. Forestillingen blev udsolgt først på Betty Nansen og senere hos Dansehallerne.
For Eva Præstiin understreger succesen, hvor vigtigt det er, at teatrene prioriterer dansen, men hun understregede samtidig, at man må være ærlig om udfordringer i forhold til fx økonomi og praktik.
Det vigtigste hun tog med fra dagen, og som hun ser som en vigtig opgave at løse, er udfordringen i at dansere ofte spiller en dobbeltrolle på deres produktioner:
“En af koreograferne havde en rigtig god pointe i, at dansere er både arbejdsgiver og arbejdstager. Det er enormt problematisk på mange måder, fordi man kommer til at bruge en stor del af sit arbejdsliv på producentopgaver og administrativt arbejde, og fordi vores normale arbejdsmarkedsmodel er sat ud af spil på det her felt,” sagde hun til Dansk Skuespillerforbund i et interview om dansestormødet.
Emnet, der også er relevant i forhold til eksempelvis fagforeninger, er allerede en del af Dansk Skuespillerforbunds strategiarbejde; hvordan knækker man som forbund nødden at repræsentere medlemmer som både arbejdsgivere og ansatte?
Inspiration fra de nordiske naboer
Norge og Sverige har længe stået for mange dansere som lande, der har knækket koden til det bæredygtige arbejdsliv som danser. Takket være ideen om ‘Dansealliancen’ har de, med politisk opbakning, fået skabt mulighed for at sikre en basisindtægt for dansere (og skuespillere), når de er mellem beskæftigelse.
På dansestormødet deltog Tone Øvrebro Johannesen, der netop er daglig leder i Skuespiller- og danseralliansen i Norge – og hun kunne fortælle om den ene landvinding efter den anden med den måde, Norge har grebet dansen som kunstart an på. Det kunne lyde som et paradis for dansere, men hendes præsentation viste tydeligt, at det har været et langt, sejt træk, der begyndte helt tilbage i 2005.
Og som hun sagde:
“Erling Haaland skal ikke selv skaffe sponsorer og sikre, at græsset på fodboldbanen er i orden, så hvorfor skal kunstnere? Det må være statens opgave at sikre, at kunstnere kan arbejde med det, de er uddannet til og er bedst til.”
Noget, der har været med til at gøre dansen udbredt i Norge, er:
Stærk statslig finansiering
I 2026 modtager norsk dans 585 mio. NOK, hvilket dog er beskedent i forhold til støtten til teater og musik. Af det beløb går ca. 329 mio. NOK til to statslige dansekompagnier, nemlig Carte Blanche og Nasjonalballetten.
Regionale dansecentre i hele landet
Norge er et meget langt land, som Tone konstaterede, og derfor er der over hele landet fordelt en række dansecentre, der bl.a. støtter lokale og gæstende dansekunstnere, tilbyder residenser og træning, faglige workshops og kurser samt arbejder med publikumsudvikling og festivaler.
Dansenet Norge, som understøtning af turneforestillinger
Dansenet Norge blev etableret i 2018 og har bl.a. et turnénetværk, der står for syv-otte produktioner og 100 forestillinger årligt på scener i hele Norge.
Kulturborgmesteren: “I skal hjælpe os med at navigere i løsningsmulighederne”
Efter eftermiddagskage og en kop god kaffe, gik Amalie Stitz Berwald på gulvet og imponerede med dit uddrag af forestillingen ‘Echoes – grounds we share’. Og derefter fik vi besøg af Københavns kulturborgmester, Christopher Røhl (Radikale). Han sagde bl.a.:
“De arbejdsvilkår I arbejder under, tror jeg ikke, der er nogen, der misunder jer. Københavns Kommune vil gerne være med til at understøtte løsninger – det er fx også os, der kommer til at udmønte scenekunstreformen. Men vi har brug for en pejling fra jer, hvordan kan vi politisk skabe bedre rammer, så I kan få flere kunder i butikken – og derfor er jeg vild med ideen om at danne en alliance mellem aktørerne. I skal hjælpe os med at navigere i løsningsmulighederne, så inviter jer selv ind til os med en række klare budskaber om, hvordan vi gør København til en bedre by at være danser i.”
SDSF tager gerne opgaven med at samle
I forlængelse af kulturborgmesterens anerkendelse af ideen om en alliance fremhæver Søren Bang Jensen, forperson i Dansk Kunstnerråd og næstforperson i Dansk Skuespillerforbund, netop det brede fremmøde som et vigtigt først skridt:
“Det, der har gjort størst indtryk på mig i dag, er at vi har samlet rigtig mange forskellige stemmer; alle aktørerne, alle kunstnerne, alle producenterne – både dem med hus og dem uden – og så alle tilskudsgiverne, politikere og fonde, både det private og det offentlige. Det er det, der skal der til, hvis vi skal skabe varig forandring – vi må samarbejde. Opgaven er så at sørge for, at alle de gode viljer rent faktisk bliver til konkrete initiativer. Og der vil vi i Dansk Skuespillerforbund gerne sidde for bordenden og sætte gang i dialogen.”
Direktøren for Dansk Skuespillerforbund blæser til handling for et fag, hvor stort set alle er presset, og hvor løsningerne kræver, at alle trækker i samme retning. Hør, hvad Maria Ventegodt tog med hjem fra Dansestormødet.
Hvad var nogle af de vigtigste pointer, du tog med hjem fra dansestormødet?
Først og fremmest en oplevelse af, at der er brug for bedre vilkår for dansen og dansere i Danmark. Men heldigvis også en stærk følelse af, at der nu er momentum for samarbejde og forandring. Der var så mange forskellige aktører til stede i fredags – fra arbejdsgivere til arbejdstagere, mursten og det frie felt, dansere, koreografer, Scenekunstskolen, Københavns Kommune og mange flere. Hvis vi alle trækker i samme retning, så er jeg sikker på, at vi kan gøre en forskel.
Det gjorde et stort indtryk, at kulturborgmester Christopher Røhl kom til vores dansestormøde og sagde, at han ville være meget positivt stemt for at bakke op om et strategisk indsats for, at flere mennesker oplever dansen som kunstform – og dermed også bedre forhold for dansere og koreografer.
Hvordan afspejler dansernes problematikker de udfordringer, som andre af forbundets medlemmer også oplever?
Fælles for alle vores medlemmer, som arbejder på det frie felt, er, at de økonomiske vilkår er rigtig dårlige. Problemet er, at dansere og koreografer i meget vidt omfang er beskæftiget i det frie felt. Det betyder, at de næsten kun er ansat på dårlige vilkår.
Hvilke problematikker ser du som de væsentligste at få løst – måske fordi det vil løse andre, underliggende udfordringer?
Hvis vi skal skabe mere bæredygtige arbejdsforhold for dansere og koreografer, så kunne det være fantastisk, hvis vi i højere grad kunne få dansen integreret ind i teatres repertoire. Måske også få dansen mere ud på musikfestivaler og i kunstmuseer. Så kunne publikummet, som oplever dansen, blive meget større. Det kunne også være rigtig godt, hvis vi kunne arbejde for, at danseforestillinger får et længere, sammenhængende liv med indbygget turneplan, så flere i hele landet opleve teater. Flere ville opleve dans og dansere og koreografer ville få længere ansættelser og dermed bedre indkomster fra dansen.
Der var flere best practices, der blev delt i fredags – hvilke ser du som de meste interessante og/eller realistiske at kigge nærmere på?
Det var inspirerende at høre om, hvordan Norge konsekvent har arbejdet for en stærk infrastruktur for dansen, forstået på den måde, at der var teatre rundt omkring i Norge, som påtog sig et særligt ansvar for at vise dans. Det gjorde det meget lettere at sikre, at danseforestillinger kom på turne og blev opført mange gange.
