Det nye Fair Practice-kodeks, som du måske hørte om på årets DSF-generalforsamling, er kommet fænomenalt fra start: Københavns Kommune har nemlig vedtaget, at kulturinstitutioner, der modtager mere end en million kroner i tilskud, skal tilslutte sig kodekset. Det betyder, at de nye retningslinjer kan få reel betydning for dine arbejdsvilkår, forklarer forperson i Dansk Kunstnerråd og næstforperson i Dansk Skuespillerforbund, Søren Bang Jensen.
Forestillingen om, at kunstnere må acceptere usikre vilkår, fordi de har valgt et kreativt erhverv, lever desværre stadig mange steder i kulturlivet. Den fortælling vil Dansk Kunstnerråd gerne gøre op med.
Efter et års arbejde har rådet sammen med en lang række kunstnerorganisationer lanceret et fælles Fair Practice-kodeks, der beskriver, hvad der bør kendetegne ordentlige arbejdsforhold for kunstnere.
Og nu får kodekset for alvor praktisk betydning for dig og/eller dine kolleger. Københavns Kommune har, som de første i landet, besluttet, at alle kulturinstitutioner, der modtager mere end en million kroner i kommunalt tilskud, skal tilslutte sig kodekset.
“Det er en fantastisk nyhed. Vi vidste godt, de var i gang, men vi havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt,” fortæller Søren Bang Jensen, der er forperson i Dansk Kunstnerråd og nyvalgt næstforperson i skuespillerforbundet.
Oprindeligt var der lagt op til, at kulturinstitutionerne frivilligt skulle tilslutte sig kodekset, og derfor har der været en bekymring for, om institutionerne nok ville bakke op om principperne, men tøve med at føre dem ud i livet:
“Vi har været lidt bange for, at institutionerne syntes, det var et fint arbejde, men ikke ville anvende det i praksis. Men nu bliver det en betingelse,” forklarer Søren Bang Jensen.
Fra principper til praksis
Beslutningen blev truffet i midten af august, og Dansk Kunstnerråd skal nu sammen med Københavns Kommune og de øvrige involverede parter arbejde med, hvordan kodekset konkret skal fungere på kulturinstitutionerne.
“Vi har indkaldt forvaltningen i kommunen og de involverede parter til et stormøde, så vi kan tage fat på, hvordan vi gør det her i praksis, så det får betydning for kunstnernes arbejdsvilkår. Og vi har store forventninger til, at det kan vi sikre nu,” fortæller Søren Bang Jensen.
For selv om institutionerne nu skal tilslutte sig kodekset, er arbejdet ikke gjort med en underskrift. Ifølge Søren Bang Jensen bliver næste opgave at hjælpe institutionerne med at omsætte principperne til praksis og skabe større gennemsigtighed om blandt andet tariffer, satser og mangfoldighed.
Dansk Kunstnerråd havde egentlig forestillet sig at begynde i mindre skala.
“Vi havde forestillet os et pilotprojekt med nogle progressive steder, men nu får vi et kæmpe pilotprojekt. Det er overvældende, men det er en fantastisk nyhed.”
Nu får du noget at læne dig op ad
Fair Practice-kodekset udspringer blandt andet af en virkelighed, hvor mange kunstnere har svært ved at skabe et økonomisk bæredygtigt arbejdsliv. Ifølge Dansk Kunstnerråds egne analyser kan kun omkring hver fjerde kunstner leve af det kunstneriske virke alene.
“Kunst er ikke kun et kald. Det er også et arbejde, og kunstnere er, ligesom inden for andre faggrupper, professionelle med specialiserede kompetencer. Men ingen ville mene, at fx en pædagog eller en smed skal acceptere dårlige arbejdsvilkår – eller arbejde gratis eller for to flasker rødvin. Det samme bør gælde kunstnere,” forklarer Søren Bang Jensen.
Han peger på, at de fleste kunstnere arbejder for offentligt finansierede institutioner som teatre, museer, orkestre og kulturhuse, hvor alle ansatte bør kunne forvente professionelle rammer:
“Hvis du hele tiden bekymrer dig om huslejen eller om, hvorvidt du har råd til et familieliv, bliver der mindre overskud til de store kunstneriske visioner.”
Selv om fair betaling fylder meget, understreger Søren Bang Jensen, at Fair Practice-kodekset ikke kun handler om økonomi. Mange af principperne kræver, ifølge forpersonen, ikke flere midler, men bedre arbejdsgange. Det gælder blandt andet klare forventningsafstemninger, skriftlige aftaler og realistiske produktionsplaner:
“Mange kunstnere venter i månedsvis på en kontrakt. Det koster ikke ekstra at lave en kontrakt fra starten. Det er bare fair.”
Bang Jensen peger også på, at institutioner ofte forventer langt flere aktiviteter, end budgettet reelt giver mulighed for:
“Hvis økonomien kun rækker til én løsning, skal arbejdsgiverne ikke også forvente workshops, podcasts og en lang række ekstra aktiviteter uden betaling.”
Kodekset skal samtidig give den enkelte kunstner noget at læne sig op ad i en branche, hvor det kan være svært at sige fra over for urimelige vilkår af frygt for at miste det næste job.
“Kodekset giver forhåbentlig kunstnerne noget at læne sig op ad. Så handler det ikke længere om den enkeltes personlige ønsker, men om nogle principper, branchen er blevet enige om,” forklarer Søren Bang Jensen, der også spår, at kodekset kan blive et redskab for kulturinstitutionerne.
Hvis en institution ikke kan leve op til principperne inden for den økonomiske ramme, kan det være et argument over for politikere og fonde for, at bevillingerne ikke matcher ambitionerne.
Dansk Kunstnerråd har tidligere peget på Holland som et eksempel på, hvor Fair Practice-principper har reel vægt, fordi tilslutning til et kodeks her er en betingelse for at modtage offentlige kulturmidler. Med Københavns Kommunes nye beslutning er Danmark nu kommet et konkret skridt i samme retning.
