I forbindelse med Pride 2026 stiller Dansk Skuespillerforbund spørgsmålet ‘må alle spille alt?’ – blandt andet i forbindelse med et debatevent i Gloria på mandag 10. august. Som optakt tog vi spørgsmålet videre til Scenelivs medlemspanel, der i en særlige prideudgave her kommer med deres input til debatten.
Skuespilkunst eller dokumentarisme?
Jeg synes, det er vigtigt, at skuespillere fra marginaliserede grupper får mulighed for at fortælle deres egne historier og spille roller, der afspejler deres egne erfaringer. Samtidig mener jeg ikke, at vi kan fjerne en grundlæggende del af skuespilkunsten ved at sige, at man kun kan spille karakterer, som matcher ens egen identitet. En skuespillers arbejde er netop at fortolke mennesker, der ikke nødvendigvis ligner én selv – det afgørende er den kunstneriske tilgang, respekten, forståelsen, håndværket og kvaliteten af fortolkningen.
For mig består forskellen i, hvad vi forsøger at skabe. Søger vi en kunstnerisk fortolkning af en karakter, eller søger vi virkelige mennesker med faktiske erfaringer? Det første er skuespilkunst, det andet ligger tættere på dokumentarisme. Begge dele er værdifulde – men det er forskellige måder at fortælle historier på.
Den egentlige opgave er derfor ikke at vælge mellem kunstnerisk frihed og repræsentation. Vi skal ikke begrænse skuespilkunsten, men aktivt skabe plads til flere stemmer, flere historier og flere muligheder for LGBT+-skuespillere. Det handler ikke om at lukke døre for nogen, men om at åbne flere døre og være villige til at udvikle os.
Lisa Riesner
Spil med indlevelsesevne og empati
Jeg er så gammel i faget, at jeg har været med i en forestilling, hvor en kendt dansk skuespiller spillede afrikaner – smurt ind i skosværte fra top til tå. Den ville helt sikkert ikke gå i dag. Men når så det er sagt, så mener jeg også, at vi som skuespillere principielt skal og burde kunne spille stort set alt, lige fra karakterer med forskellige seksuelle og kønslige orienteringer til mennesker med forskellige synlige eller usynlige handicaps. Det er vores fag.
Etnicitet er svær, hvorimod det at spille karakterer med diagnoser, divergerende køn eller andre seksuelle præferencer burde være et spørgsmål om research, grundig forberedelse, indlevelsesevne og ikke mindst empati. Og så selvfølgelig huske den vigtigste regel som skuespiller: Du må aldrig udlevere og latterliggøre din karakter, men skal altid forsvare den med hud og hår.
Lars Oluf Larsen
Ekspertise giver dybde
Jeg synes det er et lidt kedeligt spørgsmål, fordi ja, alle kan spille alt. Det gode spørgsmål kommer først bagefter: Hvad producerer det? Personligt foretrækker jeg ekspertise i et arbejdsrum. Det behøver ikke nødvendigvis at være fra skuespillerne, men produktet og perspektivet bliver noget andet. Udvidet, dybere, mere komplekst. Vi queer skuespillere har erfaring, og dét er vores kompetence!
Emma Nymann
Hvem skal så spille seriemorder?
At agere er at spille – at bære den nødvendige maske for at kunne udgive sig for at være de forskellige karakterer, som skuespillere får mulighed for at være. Naturligvis er research i karakterernes baggrund et vigtigt redskab, men jeg mener, at en dygtig skuespiller er i stand til at spille et væld af forskellige roller. Selv har jeg ofte lånt Albert Finneys svar på spørgsmålet om, hvorfor han ville være skuespiller – ‘fordi det giver mig chancen for at være de mennesker, jeg kunne have været’.
Hvis vi holder op med at lade som om og i stedet skal ‘være’ vores karakter, baseret på vores egen individuelle opvækst, ville det være meget begrænsende, for ikke at sige umuligt (hvem skal så spille seriemorder?).
Denne nyere tendens – eller dette krav – om, at man skal være homoseksuel, transkønnet, biseksuel eller hvad det nu måtte være, tjener kun til at begrænse de roller, en skuespiller kan spille i løbet af sit liv, og gør det lettere at blive typecastet.
Heldigvis er casting til teater og film generelt blevet mindre farveblind, og det er et positivt skridt. Et ikke-hvidt cast i ‘Hamlet’ støder ikke – og bør ikke støde. Det samme gælder en heteroseksuel skuespiller, der spiller en homoseksuel karakter – medmindre skuespilleren spiller rollen som en fjollet kliché, der virker stødende.
Ian Burns
Vi er ikke i land endnu
Jeg tror ikke, dette emne var blevet så stort et problem, hvis der fra begyndelsen havde været mere diversitet i castingprocessen. Der er så mange roller, som kunne være blevet besat med meget mere fantasi. Og havde vi åbnet øjnene for, hvad diversitet kan bringe til en produktion, ville vi forhåbentligt have haft en helt anden balance i dag.
Vi er skuespillere, vi spiller en rolle. Det er jo ikke virkelighed, og jeg synes, det vil være trist, hvis en heteroseksuel ikke kan få mulighed for at spille homoseksuel eller omvendt. Who cares…
Jeg bliver dog irriteret, når jeg ser en kendt, ovenikøbet lesbisk, talkshowvært roser to heteroseksuelle skuespillere til skyerne for så overbevisende at spille et bøssepar. Mon selvsamme vært ville sige det samme til bøsser der, måske på samme overbevisende vis, spillede heteroseksuelle?
Skal et projekt sælges, og det skal det jo helst, forstår jeg godt, at man vælger stjernenavne til hovedrollerne, men hvis man fra starten havde castet på anden vis, stod en homoseksuel måske øverst på plakaten? Vi er bestemt ikke i land endnu.
Søren Hellerup
Vi skal være stolte af vores bredde
Kan alle skuespillere med alle kønsidentiteter og seksualitet i alle mulige retninger spille alle roller? Ja, vi kan så! Jeg nød at se filmen ‘Den danske pige’ med Eddie Redmayne som transkønnede Lili Elbe – selv om han blev klandret for rollen, og heller ikke selv mente, at han skulle have spillet rollen. Men jeg nød både filmen og hans spil – det rørte mig.
Selvfølgelig skal der gerne være en større diversitet i de skuespillere, der bliver brugt, for udbuddet er her! Og det skal vi være stolte af og vise. Bredde er ikke nødvendigvis mangel på talent, men et spørgsmål om at bruge flere farvenuancer.
Helle Bo
Kategorier: LGBT+, Pride, Repræsentation
