MÉS QUE UN CLUB. Ingen er over klubben. Det står over porten ind til en af klodens største fodboldklubber, FC Barcelona. Og det er også lidt tilgangen til den her leder. For ingen er over fællesskabet – heller ikke i Dansk Skuespillerforbund.
For 25 år siden prøvede jeg det største i min karriere. Tom Waits og Robert Wilson kom til Danmark for at lave en forestilling, Woyzeck, på Betty Nansen. Det var noget af det vildeste, der var sket på en dansk scene, og jeg var en del af det. Det var en vanvittig rutsjebanetur, og forestillingen blev en kæmpe succes, som rejste verden rundt i flere år.
Bag scenen var det i den grad historien om den grimme ælling, der måtte gå så grueligt meget igennem, før den blev til en svane. For vi var ikke vant til den amerikanske og meget hierarkiske måde at producere på. Prøveforløbet var ubarmhjertigt, og samtidig trak projektet så store ressourcer på teatret, at Betty var ved at knække nakken på det.
Men inde i det kaos, der herskede på produktionen, husker jeg frem for alt mine kolleger og kammerater. Alle var på sammenbruddets rand, men formåede alligevel at støtte hinanden og holdet med en bevidsthed om, at hvis ét led i kæden knækkede, så knækkede teatret. Selv i dag, efter så mange år i branchen, kan denne følelse af at være en del af noget større stadig give mig gåsehud. For det er jo selve kunstens og livets tanke – og DNA’et i vores fagforening: Ingen er over eller større end fællesskabet.
Jo, selvfølgelig er der både stjerner og absurd dygtige kolleger, som driver vores fag fremad, men de bedste af dem er bevidst om, hvor de kommer fra, og ved at de også er en del af noget større. Noget, der stadig rører mig dybt, er det, der viste sig under coronakrisen. Al dansk film og tv blev lagt død, og derfor lavede vi en plan med producenterne, som skulle redde branchen. Men planen kunne kun lykkes, hvis stjernerne var med på at arbejde på minimumsløn.
Jeg samlede en kreds af vores allerstørste stjerner, forklarede problemet og løsningen – at de gav afkald på deres privilegier for at få alle op i redningsbådene. Den var de med på, og jeg er stadig taknemmelig over det. Det var ægte klasse.
Det var den samme tilgang, der førte os godt igennem vores nylige konflikt med Det Ny Teater: At alle stod sammen om at ændre forholdene. Og det var også kernen i en af forbundets første kampe, dengang hvor de kendte skuespillere insisterede på, at alle på forestillingen skulle have et sæde i turnebussen – for ja, dengang måtte dem nederst på plakaten stå op!
Men ét er, hvordan vi er gode kolleger, når det brænder på – noget andet, hvordan du er en god kollega på scenen og i prøvetiden. Hvad gør dig til en god medspiller i arbejdshverdagen derude på scener, produktioner og indspilninger? Det er det tema, Sceneliv dykker ned i denne udgave.
Her fortæller Jacob Schjødt fra Odense Teater, operasanger Kiki Brandt og en seniorforsker fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvilke egenskaber der gør os i branchen til gode kolleger. Det jeg tager med mig fra de fede interviews er vigtigheden af tillid, tryghed og professionalisme – og i særdeleshed empati. Det er præcis de værdier, der ligger i det stærke fællesskab, som DSF er.
Det er derfor, vi er en troværdig aftalepart, man kan indgå overenskomster med. Det er derfor, folk bevarer deres medlemskab, selv om de ikke mangler fagforeningen lige nu (omvendt ved man jo aldrig, hvornår man pludselig får brug for hjælp – det viser mange af vores sager). Det er derfor, I medlemmer altid hjælper hinanden under forestillinger, ved skader, når I skal indspille selftapes eller mangler en at sparre med. Og det er derfor, vi altid er klar på at glæde os over kollegernes succes og dele deres sorg. Més que un club.
