Teaterchef Jacob Schjødt: “Tillid er et must –
utryghed en præmis”

Af Katrine Sekjær | 28. april 2026

Teaterchef fra Odense Teater, Jacob Schjødt, og Anne Middelboe Christensen. Foto: Lærke Posselt

En god medspiller har tillid og entusiasme, tager ansvar og leverer sit bedste – både på og bag scenen. På teatret har man et fast ensemble, der indgår i mange forskellige produktioner, også med freelancere udefra. Derfor er samarbejde, evaluering, fællesskab og kommunikation en vigtig del af skuespillernes arbejdsuge. Teater er grundlæggende utrygt, forklarer teaterchef Jacob Schjødt fra Odense Teater – ganske enkelt fordi du sætter dig selv på spil. Og det kan du kun gøre helhjertet, hvis du har tillid til din medspiller.

Odense Teater ligger som en sovende kæmpe i støvregnen torsdag morgen. De store, tunge døre er lukket ud mod offentligheden. Hvis du vil ind, må du finde en anden vej. På bagsiden af teatret kommer en mand gående, som du gør, når du næsten er i mål: Han bærer tre tigermeloner, en bagerpose og et lysende smil og spørger, om Sceneliv skal med ind.
Det viser sig, at den store teaterbygning bare sover rævesøvn. Indenfor myldrer det med personale i den smalle trappeopgang. Alle hilser og spørger, om vi får hjælp – hvem skal vi tale med, og skal vi følges derhen? Der er god stemning og glad arbejdsomhed i bygningen. Og det er netop det, Sceneliv er her for at tale med teaterchef og instruktør, Jacob Schjødt, om. Samarbejde, altså.

En god medspiller er seriøs og forstår rammen
Udover at være teaterchef er Jacob Schjødt også instruktør og har indsigt i vigtigheden af samarbejdsrelationer mellem skuespillere. For ham er en god medspiller en, der bidrager med positiv energi, som er dedikeret til projektet, og som forstår rammen om produktionen:
“Det kan for eksempel være en kunstnerisk vision. Hvis vi taler om en klassiker, så kan den jo laves på tusind måder. Men der er en instruktør, som har en vision for, hvad der er det vigtige. Det bliver selvfølgelig præsenteret for skuespillerne, for det tekniske hold og for alle, der skal være med på produktionen. Dét skal man så spille ind i. Man skal ikke prøve at lave om på de grundlæggende præmisser – det kunne være en anden forestilling, men nu skal vi altså lave denne her forestilling,” lyder det.

“Du har et ansvar for, at de frustrationer, som naturligt kommer i de her processer, finder de rette kanaler.”

–Jacob Schjødt, teaterchef Odense Teater

En god medspiller forstår altså rammerne og arbejder inden for dem. Jacob Schjødt understreger, at der selvfølgelig altid er plads til spørgsmål og værdigt modspil, men den gode medspiller har hele tiden formålet om at lave den bedst mulige forestilling for øje.
Derudover skal en medspiller tage ansvar for en fælles god stemning, bakke andre op og være konstruktiv – også når du ikke står midt i scenearbejdet, siger teaterchefen og tilføjer:
“Du har et ansvar for, at de frustrationer, som naturligt kommer i de her processer, finder de rette kanaler.”

Frustration er en del af processen
Frustrationer er nemlig uundgåelige, pointerer han. De er ofte udtryk for, at du vil noget med det, du laver, men at du ikke umiddelbart kan få det til at lykkes – og det er i sig selv ikke en dårlig ting, forklarer Schjødt.
Tværtimod handler det for både instruktør og medspillere om at rumme frustrationerne og oversætte dem til noget konstruktivt. Utilfredsheden eller rådvildheden, forklarer han, kan udspringe af, at du ikke forstår instruktøren, eller at du ikke synes, du får det, du skal have fra dine medspillere:
“Derfor synes jeg, det er vigtigt som instruktør – hvis det er den situation, du er i – at du giver plads til at få formuleret, hvorfor frustrationerne er der. At du får en samtale om dem, så du kan blive konkret i retning af, hvad vi så kan prøve af, for at det kan lykkes. En god medspiller i den situation er en, som retter sin frustration et sted hen for at kunne komme til en konstruktiv løsning,” mener Jacob Schjødt.
Ligesom alle andre fagfolk har skuespillere også meget forskellige måder at gribe arbejdsprocesser an på. Nogle er mere åbne og er det i længere tid, mens andre hurtigere fokuserer på noget bestemt. Her er det afgørende, at I som gode medspillere viser tillid til hinanden:
“Nogle af skuespillerne er hurtige til at lære tekst og lægger sig relativt hurtigt fast på noget, de gerne vil gøre. Andre holder processen åben i lang tid og prøver mange ting af. Det kan give nogle kollisioner, fordi du egentlig ønsker en præcision fra den anden, som ikke har lyst til at give den. Her er det vigtigt, at en god medspiller har rummelighed nok til at sige ‘vi skal nok nå derhen, men lige nu er det sådan’. Så I arbejder med det, I kan gøre noget ved nu og her,” siger Jacob Schjødt.

Tillid er nødvendig – utryghed uundgåelig
Det handler i høj grad om, at der skal være tillid mellem instruktør og skuespillere såvel som tillid skuespillerne imellem, fortæller han. Når det går galt, er det ofte, fordi tilliden ikke er til stede, og derfor kommer frustrationen ud på forkerte måder, hvor du ikke kan gøre noget ved den. Her skal instruktøren træde ind og tage affære, siger Jacob Schjødt:
“Det er klart, at du som skuespiller skal føle, at der er en instruktør, som kan være med til at løse udfordringerne. Som kan give en retning, så I kan komme videre og frem.”
Tillid er altså fuldstændig afgørende for, at skuespilarbejdet kan lykkes. Og det er det måske særligt set i lyset af, at teater i sit væsen er utrygt, som teaterchefen formulerer det. Teater er ikke fuldstændig kontrollabelt, men bliver skabt, hver gang spillerne går på scenen.
“Der er noget grundlæggende utrygt ved at lave teater, fordi du sætter dig selv på spil. Og alle skuespillere ved, hvor hårdt det er at stå med noget, som de ikke føler fungerer. Det skal du så gøre aften efter aften efter aften. Det kan skabe utryghed,” siger Jacob Schjødt og tilføjer:
“Men vi er også nødt til at kunne være i et utrygt rum, for vi ved det heller ikke, før vi møder et publikum. Vi kan have en fornemmelse af, at det her er godt. Eller du kan som skuespiller have en fornemmelse af, at ‘nu har jeg forstået rollen eller kender min retning og intentioner’. Men om produktet bliver godt – det ved vi ikke, før vi har premiere.”

Refleksion er en fast del af arbejdet
På Odense Teater er det en fast del af skemaet, at skuespillerne hver uge evaluerer arbejdet – både de konkrete opgaver og stemningen og motivationen hos de involverede. Det er obligatorisk kontinuerligt at tale om samarbejde, fordi det er nemmere at rette ting til på forkant end at ændre dem på bagkant.
På teatret hedder møderne ‘skuespillernes kvarter’, og der er sat et kvarter af i prøvetiden hver uge. Her kan medlemmer af ensemblet og freelancere tale om opgaverne.
‘Det kunstneriske rum’ er en betegnelse, de bruger på teatret om den kultur, de ønsker i både prøverummet og samarbejdet generelt. ‘Skuespillernes kvarter’ og ‘det kunstneriske rum’ er begge eksplicitte måder at arbejde med samarbejde, tillid og respons på, hvor alle har mulighed for at ytre sig, og hvor alle bliver hørt.
“Det handler meget om, hvordan vi får skabt det professionelle arbejdsrum, og hvordan vi kan blive de bedste udgaver af os selv og spille positivt ind i instruktørens visioner. Og hvordan vi kan holde hinanden op på det, hjælpe hinanden i den proces og tage ansvar for det som skuespillere,” forklarer Jacob Schjødt og fortæller, at han får meget positive tilbagemeldinger på konceptet fra alle involverede:
“Det er også en integreret del af at være her. Der er en kerne af spillere, som er her, men langt de fleste produktioner har nogle eksterne på. Det er også dejligt – at vi møder nogle nye mennesker, og at der kommer en anden energi ind.”
Evaluering af hver enkelt produktion, arbejdsprocesser og samarbejde sker metodisk og kontinuerligt på teatret. Det arbejde står dramaturgerne for, og herefter videregiver de information til teaterchefen, der så samler op på evalueringerne sammen med ensemblet. Jacob Schjødt understreger, at det er virkelig sjældent, der er konflikter. Det tilskriver han både ensemblet, det professionelle rum og den kultur, der er på teatret. Det betyder meget for samarbejde og tilfredshed, at der er en fortløbende samtale om, hvad man vil, og hvorfor det er vigtigt.

“Jeg kigger først og fremmest på de kunstneriske evner som skuespiller, men det er klart, at for at kunne være i et ensemble skal du også have veludviklede samarbejdsevner.”

–Jacob Schjødt, teaterchef Odense Teater

Kunstneriske og kollegiale færdigheder
På spørgsmålet om, hvorvidt han som teaterchef sætter samarbejdsevner eller kunstneriske færdigheder højest, svarer Jacob Schjødt – ikke overraskende – at fagligheden selvfølgelig kommer først:
“Jeg kigger først og fremmest på de kunstneriske evner som skuespiller, men det er klart, at for at kunne være i et ensemble skal du også have veludviklede samarbejdsevner,” siger han og tilføjer, at der selvfølgelig er en grænse:
“Hvis du er komplet umulig at arbejde sammen med, så skaber det også nogle dårlige processer – og det kan vi ikke holde til.”
Det kan lyde indlysende, at du skal tage ansvar for dig selv på en arbejdsplads, men som ansat kan nogle godt vælge generelt at spørge i stedet for selv at byde ind. Men at du selv aktivt bidrager hører med til at være en god medspiller, mener Jacob Schjødt:
“Der er noget med, at du ikke lægger alt ansvaret ud fra dig selv, men at du også påtager dig et ansvar – i et stykke tid i hvert fald – og prøver af, roder med det selv. Så du ikke bare slår ud med armene og siger ‘jeg ved ikke, hvad jeg skal’, eller spørger ‘hvad skal jeg?’. Som instruktør er det noget af det værste at møde.”

Den gode medspiller tager aktivt ansvar
Ved selv at komme med nogle bud og spørge, hvad andre synes om det, gør du det meget nemmere at arbejde videre i fællesskab, fordi I så har noget at tage udgangspunkt i eller forholde jer til.
“Det er det med at være aktiv eller passiv. Jeg kan jo godt se nogle af de mekanismer, der kan gøre, at en skuespiller kan blive så frustreret, at vedkommende bare slår ud med armene og siger ‘jeg ved ikke, hvad jeg skal’ og er helt grundforvirret. Men der synes jeg, at en god medspiller vender det lidt mere konstruktivt og siger ‘jeg tænker det her, men jeg kan mærke, at det ikke fungerer. Skal jeg gå mere i denne her retning?’,” siger Jacob Schjødt, der også mener, at alle skal tage et ansvar.
Hvis du bliver irriteret, skal du spørge dig selv: “‘Hvorfor er det, jeg bliver frustreret her?’”. Så det ikke kommer ud som “det er, fordi min medspiller er en idiot eller ikke gør, som jeg troede, han eller hun ville gøre”. Eller at jeg ikke forstår, hvad instruktøren siger, siger han og uddyber, at det er fint, at en skuespiller kan sige det højt – men først efter at vedkommende har spurgt sig selv “hvad kan jeg gøre?” og derefter er kommet med et bud:
“Så kan den gode skuespiller mærke ‘okay, det her kan et eller andet’. Får du så noget feedback på det, som du kan bruge til noget af instruktøren? Hvis du ikke gør det, kan du efterspørge det,” siger Jacob Schjødt.
Ved at bidrage aktivt og være konkret skaber du mulighed for en opbyggelig og fremadskridende proces, for både dig selv og andre, frem for den passivt afventende indstilling, der får arbejdet til at stagnere. Gode skuespillere – og medspillere – er aktive:
“Når jeg kigger på de skuespillere, jeg har her, hvor mange af dem er virkelig erfarne, er de også rigtigt dygtige til at omsætte det, en instruktør siger til noget, de selv kan bruge. For det er ikke altid sådan, at en skuespiller føler, at det, de får fra en instruktør, er konkret og håndgribeligt. Så at kunne oversætte det til noget, du kan hive op fra værktøjskassen, det er en sindssygt god evne at have,” siger Jacob Schjødt.

Slip din komfortzone: Mød tvivl med mod
Det kræver åbenhed, når du skal samarbejde med andre. Og du skal også være villig til at gå med, selv om du bevæger dig ud på ukendt grund. Du skal evne at slippe dit ego, dine præferencer og din forudindtagethed og stadig bevare en positiv og engageret indstilling.
“Det optimale er jo, at du også tør at sætte dig lidt ud over din egen komfortzone,” siger Jacob Schjødt og tilføjer, at en rutineret skuespiller ofte kender sin egen proces og ved, hvad han eller hun bedst kan lide at være i:
“Men alle projekter er forskellige, og afhængigt af hvem du spiller sammen med, er det ikke sikkert, du får lige det, du foretrækker. Der skal du have rummelighed til at sige ‘jeg kan godt være i det her, selv om det ikke lige er det, jeg efterspørger’. Det, der nogle gange ikke er så konstruktivt, er, hvis skuespillere begynder at bestille noget hos hinanden, for at de selv kan få det til at gå op.”
Han forklarer, at det kan handle om, at nogen gerne vil organisere ting og andre omkring sig i stedet for at have tillid til, at instruktøren ved, hvad der er bedst for scenen. Den gode medspiller slipper kontrollen og giver sig selv helhjertet til projektet med en positiv indstilling, understreger Jacob Schjødt:
“For det sætter en grundstemning: At du kommer ind på arbejde og siger ‘jeg tror på, at det her kan lykkes, og at det her bliver en skidefed forestilling’. Og at du gør dig umage med at bidrage til den positive energi. Også når det er svært,” siger han og tilføjer:
“Især der. For alle er med teater, som ikke er i tvivl. Jeg kender ikke nogen, der arbejder i tvivl.”