Stunts i dansk film og branchens forståelse af action er kommet langt, siden salig Ole Ernst i TV-teatret i 1970’erne udbad sig en stand-in til en scene, hvor han skulle drikke et glas mælk. En væsentlig grund til den udvikling skyldes Martin Spang Olsen og hans stuntskole, der i 1980’erne
støbte fundamentet til den professionelle dansk stuntbranche, vi har i dag.

Af Brian Iskov
(oprindeligt bragt i Sceneliv #5 2023)

“Stunt er ikke vovestykker eller artisteri, men en filmisk teknik, der bygger på illusion. Hvis man slår sig eller kommer til skade, er det ikke længere en illusion.”
Sådan sammenfatter den danske actionpioner, Martin Spang Olsen, den metier, han i 1980’erne var med til at professionalisere herhjemme. Indtil da optrådte stuntnumre kun sporadisk i dansk film, udført af mennesker, der sommetider satte livet på spil for underholdningens skyld.
I de spæde lømmelår rangerede levende billeder på linje med markedsgøgl og tivolier. Derfor var det oplagt at hverve cirkus- og varietéartister til de såkaldte ‘sensationsfilm’, der søgte at overgå hinanden i (dum)dristige opvisninger.
Prinsesse Maries hestetræner, Axel Mattson, fik en sølvplade indopereret i baghovedet efter sit ‘Dødsspring til Hest fra Circuskuplen’ i filmen af samme navn fra 1912. Hans honorar for indsatsen: 500 kroner og en vinkaraffel med inskription.
Andre af stumfilmens vovehalse talte Einar Zangenberg – den første danske skuespiller, der både kunne ride, svømme, køre bil og flyve fly – samt den populære Emilie ‘Mille’ Sannom. Hun var heltinden, der i seriefilm som ‘Nattens Datter’ (1915-17) hang fra brændende møllevinger, rappellede på klokketårne og lod et tog køre over sig (“første gang var det ikke afgjort behageligt,” fortalte hun). Sannoms glansnummer var at klatre rundt på en todækker i luften. Hendes eneste frygt – at faldskærmen ikke foldede sig ud – blev desværre virkelighed under et flyveshow i Grenaa i 1931. Hun styrtede 600 meter i døden og ramte jorden foran 8.000 tilskuere.

To racerkørere og en bulgarsk bryder
Noget egentligt stuntmiljø fandtes heller ikke i dansk tonefilms første 50 år. Racerkørere som Erik Høyer og Sven Engstrøm sad bag rattet, når Olsen Banden gav speederen bundgas, mens bryderen Bent Reginald Samsøe – der hævdede at have lært stunt i Bulgarien – i westernlystspillene om ‘Præriens skrappe drenge’ (1970-71) lod sig falde fra balkoner, heste- og tagrygge. Blandt andet med et brækket kraveben til følge.
Efterhånden som danske instruktører begyndte at skele mere til udlandets genrefilm, fløj man engelske og franske eksperter ind, for eksempel til bil- og helikopterstunts og et højt fald fra Herlev Hospital i thrilleren ‘Attentat’ (1980).
På det tidspunkt havde teenageren Martin Spang Olsen i årevis kastet rundt med sin lillebror, Lasse, i forældrenes baghave. I 1983 hyrede skuespilleren Jørn Faurschou brødrene til at deltage i rockeropgøret i ‘Midt om natten’, som Faurschou arrangerede for Nordisk Film under tilsyn af en engelsk stuntkoordinator. Jobbet førte til, at Martin og Lasse omtrent samtidig oprettede Stuntskolen i København, der satte teknikkerne og læringen i system.
“Mange af dem, der opsøgte Stuntskolen, var lidt skøre og utilpassede i det normale sportsmiljø,” husker Martin.
Som skolens leder forsøgte han at skabe mere ordnede ansættelsesforhold gennem stuntkontrakter med Dansk Skuespillerforbund:

I bunden af hierarkiet
“Tidligere var stunts noget, de fleste herhjemme forbandt med motorcykelopvisninger og den slags.”
Martin fik sit MSO Stunt Team og op mod 50 elever med i filmfarcer som ‘Op på fars hat’ (1985) og ‘Bananen – skræl den før din nabo’ (1990), men var ofte frustreret over, hvor lidt forståelse hans arbejdsgivere havde for stunt som udtryksform.
“Jeg mødte en meget træg branche, som ikke var interesseret i udvikling eller forandring. Det var, som om det hele kørte efter de samme tre lejrbålsakkorder,” fortæller Martin, der ofte blev kaldt ind på selve optagedagen for at improvisere en slagsmålskoreografi, imens filmholdet drak kaffe. Dessinet lød som regel, at det bare skulle være ‘hurtigt og grimt’.
“Vi lå langt nede i hierarkiet, og det hændte, at vi ikke engang kom på slutteksterne. Men virkelige slagsmål og ulykker er ikke spektakulære. Man er nødt til at gøre det mere tydeligt og underholdende, hvis det skal fungere på film. Det tog mig mindst ti år at få branchen til at respektere virkemidlerne og bruge den nødvendige tid på at forberede og filme actionscenerne.”

Arven fra Stuntskolen lever stadig
Da Martin Spang Olsen lukkede Stuntskolen i 1997, havde enkelte udbrydere fra holdet dannet deres egne, konkurrerende stuntteams – og i dag er der flere af de elever, han i sin tid uddannede, som står for stunts og sikkerhed på danske produktioner. Broderen Lasse, der endnu er aktiv som stuntmand, var desuden med til at popularisere hjemmelavet action, da han instruerede publikumshit som ‘I Kina spiser de hunde’ (1999) og ‘Gamle mænd i nye biler’ (2002).
I nyere tid har især streamingfirmaernes serieproduktion holdt efterspørgslen på nordiske stuntfolk ved lige. Fra sidelinjen hæfter Martin sig imidlertid ved, at dagslønnen er faldet, efter at han i 00’erne pensionerede sig som stuntmand.
Han vurderer, at branchens bevidsthed om stunts nok er bedre i dag, men at dansk film stadig har tendens til at hænge fast i de små, tætte hverdagshistorier. Han synes heller ikke nødvendigvis, at nutidens stunts er blevet mere raffinerede.

Hvor er de ambitiøse filmskabere?
“Actionscenerne fungerer bedre nu, fordi filmhold og produktion bedre forstår principperne. Men jeg tror ikke, performerne får lov til at vise, hvad de kan – enten fordi der ikke er penge til det, eller fordi instruktørerne bare er tilfredse med, hvad de får,” forklarer Martin Spang Olsen.
Pioneren efterlyser dels nogle ambitiøse filmskabere, der tør kræve et højere niveau af stunts, og dels et vækstlag, hvor unge stuntudøvere kan dygtiggøre sig og danne sig et kunstnerisk overblik over fagets teknikker. Det mangler i dag, mener han.
“Stunt er på mange måder sværere end skuespil,” understreger Martin, der har været medlem af DSF siden begyndelsen af 1980’erne.
“Det er ofte hurtigere at uddanne en stuntmand til skuespiller end omvendt. Det ville være oplagt at have en actionskole, der samarbejder på elevniveau med teater- og filmskolerne.”