Den tid, hvor danske stuntmænd trak i kjole og paryk, når en kvindelig skuespiller fik brug en stand-in, er ved at være forbi. I dag kommer der hele tiden flere stuntkvinder til, og de finder vej ind i branchen på helt forskellige måder. Her kan du møde generalisten, der mestrer det meste, og hende,
der ‘drifter’ så godt, at hun kan slukke for de indre alarmklokker.

Af Brian Iskov
(oprindeligt bragt i Sceneliv #5 2023)

Når Anne Rasmussen er til et selskab, og gæsterne opdager, at hun er stuntkvinde, spørger de altid hvad er det farligste, du har lavet?’, og ‘er du nogensinde kommet til skade?’. Standardsvarene lyder 1) at vælte ud af en løbsk indkøbsvogn, og 2) kun de blå mærker, som hun rutinemæssigt kommer hjem med fra filmoptagelser.
“Jeg plejer faktisk at præsentere mig selv som konsulent, for så er folk mindre nysgerrige,” forklarer Anne og griner.
Og det er ikke løgn, for til daglig arbejder hun som kulturkonsulent i Ballerup kommune. Ved siden af sit fuldtidsjob har Anne lavet stunts siden 2000. Men det er ikke nær så glamourøst, som mange tror, understreger hun.
“Man skal være tålmodig og ikke sart. Jeg har ligget gennemblødt af regn i en mudret skovbund en hel nat med ‘blod’ smurt ud over mig. Og fordi jeg oftest dublerer en skuespiller, ser publikum aldrig mit ansigt. Så det er ikke et job, man bliver kendt på, og jeg elsker, at det er sådan.”

Ildstunts, westernridning og cand.mag.
Blandt det lille dusin kvinder, der er tilknyttet stuntbranchen i Danmark, hører 45-årige Anne Rasmussen til de mest erfarne. Som ung var hun et bevægelsesmenneske, der spillede fodbold og gik til ridning og selvforsvar. Drømmen om at arbejde med scenekunst førte hende til en privat teaterskole. Og da en stuntmand kom på besøg, fik hun smag for ‘stagefight’.
Anne meldte sig til et kursus hos Nordic Stage Fight Society, og som 19-årig tog hun til USA for at lære grunddisciplinerne på International Stunt School i Seattle. Her prøvede hun alt fra ildstunts og høje fald til westernridning. Faldteknikkerne kendte hun allerede fra selvforsvar og judo.
“I Danmark er det bedst at være allround i stedet for at specialisere sig. Jeg har i snit et stuntjob om ugen, og så nytter det ikke noget, hvis jeg kun kan ride. Til gengæld er jeg god til at falde af hesten, når det kræves,” fortæller hun.
Som et ekstra plus kan Anne også bruge sin akademiske uddannelse i stuntjobbet – hun er nemlig cand.mag. i teatervidenskab:
“Vi får ofte meget kort tid til forberedelser, når vi skal opbygge en slåskamp og koordinere stunts. Der kan jeg trække på mine dramaturgiske værktøjer for at forstå, hvad scenen handler om, og de karakterer, vi arbejder med.”
Inden for de seneste fem år er Anne Rasmussen sprunget ud fra en norsk bro og 25 meter ned mod en elv i Netflixserien ‘The Rain’ (2020), hvor en bil agerede modvægt og bremsede faldet. I ‘Kærlighed for voksne’ (2022) blev hun påkørt af en varevogn, og i ‘Riget Exodus’ (2022) dublerede hun Bodil Jørgensen i en scene med en slange og Ghita Nørby, hvor hun skulle hænge i en kørestol ud fra 7. etage på Rigshospitalet. Hun har desuden faldet som Trine Dyrholm i ‘Dronningen’ (2019). Men da Dyrholms karakter skulle køre galt i sin bil, tilkaldte holdet en anden kvindelig performer: Sara Vollhaase Hagemann. Hun er nemlig præcisionskører.

“Jeg kan slå mine indre alarmklokker fra”
Til forskel fra generalisten Anne profilerer 41-årige Sara Vollhaase Hagemann sig som specialist. Som   præcisionskører mestrer hun især disciplinen ‘drifting’ – altså kontrollerede udskridninger med køretøjets bagende:
“Hvis en bil skal bremse hårdt op i nødsporet på motorvejen eller drøne ind ad en smal indkørsel, sætter man ikke en skuespiller bag rattet. Jeg kan slå mine indre alarmklokker fra, fordi mange år med drifting har lært mig at kontrollere alt det, der er ude af kontrol.”
Saras kørekort var kun et år gammelt, da hun første gang prøvede sin daværende ægtemands driftingbil og opdagede, at hun ikke var bange – og tilmed havde talent. Hun kørte turnering i flere europæiske lande og fik en tå inden for i filmverdenen i 2012 på en reklame for Rådet for Sikker Trafik. Siden fulgte opgaver på serier som ‘Broen’ og ‘Gidseltagningen’. Senest har en uges optagelser på Island til den amerikansk producerede actionfilm ‘Heart of Stone’ givet hende kontakter til engelske stuntfolk.
“Jeg er faktisk skidegod til at omsætte det, producerne gerne vil have. Men fordi jeg kun kan køre bil, kan jeg ikke leve af at lave stunts,” forklarer Sara, der har to-tre opgaver om året.
Hun elsker at være en del af filmverdenen, selv om man skal have gået til ‘ventning’, som hun udtrykker det.
“Når jeg taler med skuespillere, synes de, at vi, der laver action, er seje. Og som kvindelig præcisionskører har jeg det måske lidt nemmere end mine mandlige kolleger, fordi der er så få af os,” erkender hun.

Wirestunts og stuntnisse
Flere af de nyere stuntkvinder i den danske filmbranche er beviset på, at mange veje kan føre til stunterhvervet. 37-årige Natassia M.A. Ivanova, der ejer parkourfirmaet StreetX, er tidligere elitegymnast. Via Instagram har hun fået freelancejobs, hvor hun bruger sin kropskontrol og sit præstationsfokus til for eksempel at lave wirestunts i den kommende ‘Jagtsæson 2’.
På samme måde betyder Linette Stamp Christensens professionelle virke inden for moderne dans og luftakrobatik, at hun er trænet i at falde uden at slå sig. Med sin højde på 1,58 meter kan hun tilmed dublere børn, og på den vis landede hun jobbet som stuntnisse i Netflixserien ‘Nisser’ (2021), hvor hun med hjælp fra
en wire helt bogstaveligt fløj ind i kollegaen Anne Rasmussen.
I løbet af sin karriere har veteranen Anne desværre oplevet, at mange af de kvinder, der begynder i stuntverdenen, hurtigt forsvinder igen.
“Nogle går på barsel, mens andre kan ikke få fri fra deres dagjob, hvis de får tilbudt en opgave med kort varsel. Så holder telefonen jo op med at ringe på et tidspunkt,” fortæller Anne, der drømmer om større variation i opgavernes karakter:
“I danske film er det ofte mændene, der slås, og kvinderne, der bliver overfaldet. Så man skal synes, det er sjovt at falde rundt, hvis man som kvinde vil arbejde med stunt.”
Til gengæld er de dage, hvor de mandlige stand-ins trak i kjole og paryk, ved at være endegyldigt forbi:
“Efterhånden har de fleste opdaget, at det bliver for synligt, når mænd dublerer kvinder. En mandekrop bevæger sig bare anderledes end en kvindekrop,” forklarer Anne, der glæder sig over, at hun i dag har så mange kvindelige kolleger, at hun kan anbefale andre end sig selv til opgaver, hun ikke har tid til eller egner sig til.