Af Benjamin Boe Rasmussen
Bragt i Sceneliv #6 2023

Ved Ekko Awards for nylig havde Ditte Hansen og jeg fået den ære at overrække en pris, og i den forbindelse talte vi om blandt andet solidaritet. Vi nævnte den ikoniske scene fra ‘Norma Rae’, hvor Sally Fields i titelrollen stiller sig op på et bord på tøjfabrikken med et stort ‘UNION’-skilt. En for en slukker de underbetalte syersker deres symaskiner, og strejken for bedre arbejdsforhold er i gang. Jeg ved ikke, om det vil have samme effekt, hvis jeg stiller mig op på Rådhuspladsen med et ‘LIGELØN’-skilt. Sikkert ikke. For selv om vi har talt om ulige løn i evigheder, sker der ikke noget.

Det viser flere undersøgelser på vores fagområde – ikke mindst den seneste store undersøgelse, som vi har lavet blandt vores medlemmer, og som du kan læse om i dette nummer af Sceneliv. Her fremgår det, at kvinderne i vores branche tjener 28,5 pct. mindre end deres mandlige kolleger. Og ser vi på kvinder over 50 år, taler vi om en løn, der ligger hele 37 pct. under mændenes.

Jep, den lader vi lige stå et øjeblik.

Undersøgelsens resultater om lønforskel vækker genklang – også hos for eksempel castere og agenter, og vi kan se, at det flere steder handler om kulturen.
Eksempelvis kan vi se, at kvinderne rent faktisk forsøger at forhandle, men at de får mindre ud af det. De oplever, at der bliver kommenteret negativt på, at de forhandler, mens mændenes forhandling bliver set som professionel og naturlig.
I undersøgelsen fortæller flere kvindelige medlemmer, at der ofte bliver appelleret til deres følelser, og at de bliver givet ansvaret for den kollektive økonomi. Det er faktisk vildt at læse den slags vidnesbyrd i 2023. Vi kan ikke længere lukke øjnene. Uligeløn er virkelig – med al sandsynlighed også på din produktion. Så hvad gør vi ved det?

Jeg har ikke en færdig plan for, hvordan vi rydder op i det her rod, men jeg ved, at ligeløn er en opgave for hele branchen. Som kolleger og venner har vi et ansvar for, at dem der kommer efter os, ikke også skal bruge et helt arbejdsliv i kamp mod en skæv løn.
I forbundet har vi i første ombæring sat gang i kampagnen ‘Sæt spot på den skæve løn’, hvor vi fokuserer på lønforskelle, forskellige standarder for mænd og kvinder i vores branche, og hvordan et arbejdsliv former sig for de to køn i forhold til roller og alder.
For vi er nødt til at tale om vores løn og vores arbejdsvilkår. På mange måder er den manglende samtale udtryk for den samme tavshedskultur, der præger andre områder af branchen. Og den manglende tradition for at tale om lønnen er faktisk direkte medvirkende til at øge den skæve løn. Uligheden trives nemlig allerbedst i mørke.

Et eksempel: Engang i 2010’erne valgte castet på en forestilling på et større københavnsk teater at sætte deres lønsedler op i kantinen. Chefen blev selvfølgelig pænt sur, men lønforskellen mellem kønnene talte et meget tydeligt sprog.
Så ved jeg godt, at der stadig er nogen, der forsøger at skrive ind i jeres kontrakter, at I ikke må tale om jeres løn- og arbejdsvilkår – men det er ulovligt. Du må altid gerne tale om din løn med andre. Det har du Ligelønslovens ord for.

Lønforskellen bliver selvfølgelig ikke visket ud, bare fordi vi i branchen taler om den. Derfor vil vi i skuespillerforbundet også prøve at løfte snakken ind i de rum, hvor pengene bliver fordelt. I mine øjne kan vi fuldt ud kræve, at alle brancher og projekter, der modtager statsstøtte, lever op til visse standarder. Her synes jeg ikke lige løn til alle køn er urimeligt. Faktisk synes jeg, det er pinligt, at vi ikke har ligeløn og en bæredygtig økonomi på tværs af kønnene.
Hvis vi ikke kan tale os til rette, får vi måske brug for Norma Rae. Men indtil jeg finder min indre Sally Fields frem, så lad os hjælpe hinanden og de næste generationer og tale om den skæve løn.